0 0,00 kr.
0 0,00 kr.
Afsendelse indenfor 2-4 dage arbejdsdage
Gratis foderrådgivning
Sikker betaling med kreditkort og MobilePay

Mangler din hest energi?

I princippet er energi blot kalorier. Det er to ord for samme ting. Når vi tilfører energi i foderplanen, så vil hesten tage på af kalorierne, hvis de ikke forbruges til det ønskede arbejde.

Vi får tit spørgsmålet i vores rådgivning: Hvordan kan jeg give min hest mere energi?

Nogle gange kan det være svært at svare på og andre gange kan løsningen være anderledes end den du lige tænker på.  Men løsningen kan også være ret lige til.

I princippet er energi blot kalorier. Det er to ord for samme ting. Når vi tilfører energi i foderplanen, så vil hesten tage på af kalorierne, hvis de ikke forbruges til det ønskede arbejde. Oftest får hestene kalorier nok i foderplanen, og derfor er det ikke den oplagte løsning blot at tilfører mere energi i foderplanen, hvis hesten mangler den i ridningen.

Du skal derimod stille dig selv spørgsmålet: Hvorfor mangler min hest energi i ridningen? Og det er her, det kan blive svært. For handler det om noget ernæringsmæssigt, som vi som foderfirma kan løse? Handler det om noget fysiologisk, som dyrlægen skal tage sig af? Fx at hesten er halt, udstyret ikke passer, at hesten har ondt i ryggen eller andre steder i kroppen? Eller handler det om, at din hest ikke har motivationen til at bevæge sig? Det kan være racen, eller at den bare ikke synes, det arbejde du byder den er sjovt?

Nogle gange er det hele blandet sammen, og så kan det være svært at finde den helt rigtige løsning.

 

Det vi dog ofte oplever er, at parametre som overvægt og fordøjelsesudfordringer bliver overset, når heste mangler energi og motivation i ridningen.

 

Overvægt og energimangel

De overvægtige heste slæber rundt på ekstra kilo. Det er ikke unormalt, at vi i dag ser op til 100 kg ekstra vægt, og hvis du som rytter sætter dig oven på med udstyr og det hele, bliver der lagt betydeligt mere vægt på!

Overvægten i sig selv belaster allerede hestens luftveje og blodomløb, og med den ekstra ryttervægt ovenpå bliver det en hård belastning for hesten at blive redet. Det vil uden tvivl nedsætte hestens lyst til at bevæge sig, og dermed give manglende energi.

Dertil kommer, at de overvægtige heste ofte er insulinresistente, hvilket betyder, at de ikke kan transportere sukker fra blodet og ud i de korrekte celler. Det medvirker til, at de muskelceller, som udfører arbejdet under ridning, ikke får nok energi, og dermed kan hesten ikke præstere.

Det bedste energitilskud til en overvægtig hest er altså en slankekur og dermed optimering af insulinstofskiftet.

 

Fordøjelsen og energimangel

Fordøjelsen hos hesten er en lang række af processer. I tyndtarmen foregår en enzymatisk nedbrydning af sukker, stivelse, protein og fedt, mens der i bagtarmen, også kaldet stortarmen, foregår en fermentering. Fermenteringen foretages af hestens tarm-mikrobiom.

Mikrobiomet omdanner alle de fibre, som hesten indtager, til frie flygtige fedtsyrer, som hesten optager som energi, og samtidig producerer det B-vitaminer.

Især B-vitaminer har en stor betydning for hestens energistofskifte, og producerer hesten ikke nok af disse, vil den blive sløv og træt. Dette sker, hvis hesten ikke får nok fordøjelige fibre, som mikrobiomet kan leve af eller hvis hesten bruger flere B-vitaminer end mikrobiomet producerer. Samtidig kan en ubalance i mikrobiomet også gøre, at hesten ikke producerer nok B-vitaminer, så energistofskiftet kan forløbe optimalt.

Det er derfor vigtigt at have fokus på hestens mikrobiom, hvis hesten udviser energimangel.

Herudover kan udfordringer i slimhinden i hele tarmen fra maven til endetarm give hesten ubehag i kroppen, som også kan komme til udtryk som manglende energi. Denne type heste vil dog også udvise andre symptomer, som fx reaktion på gjorden, ubehag ved at blive striglet, kramper i baglårene og generel utrivelighed under ridning – nogle heste bliver udadreagerende, andre mere stille.

Oplever du disse ting, skal du have fokus på at give næringsstoffer til tarmslimhinden, så cellefornyelse kan ske. Det er især protein og zink samt essentielle fedtsyrer der har stor betydning her. Men mange andre parametre spiller også ind.

Stress er nemlig også en stor faktor (det handler både om fysiske og mentale faktorer), og det er vigtigt at forsøge at håndtere dette bedst muligt for og sammen med hesten. Vi kan ikke altid undgå alle stressfaktorer, men hesten kan lære at håndtere det og nedregulere sit nervesystem, så stressfaktoren ikke bliver en udfordring for hestens tarmfunktion.

 

Undersøgelser har også vist, at hvis tarmslimhinden er utæt og ikke intakt, vil kroppen mobilisere glukose, altså brændstof til tarmen, for at øge cellefornyelseshastigheden. Det betyder, at der ikke mobiliseres energi til muskelcellerne, og hesten mister derfor evnen til at kunne præstere optimalt under rideturen.

 

Der er med andre ord mange årsager til, at heste kan mangle energi under ridningen, og der er flere årsager end vi har beskrevet her.

 

Bøvler du med udfordringen og kan du ikke lige gennemskue hvorfor din hest mangler energi, så kontakt os gerne for rådgivning.

Du kontakter os enten direkte, eller udfylder vores foderplansskema på hjemmesiden, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.

 

 

Kilder

https://www.kemin.com/na/en-us/markets/animal/equine/welcome-to-equisummit/equisummit

https://www.ridingsequinevets.co.uk/three-diseases-your-overweight-horse-has-a-higher-risk-of/

https://www.uanvendelig.dk/mette-uldahl-overvaegt-er-den-primaere-aarsag-til-at-heste-aflives/

Raymond J. Geor, Paricia A Harris, Manfred Coenen, 2013, Equine Applied and Clinical Nutrition.

Del denne artikel:
Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Indholdsfortegnelse

Relaterede indlæg
Indkøbskurv
Din kurv er tomTilbage til shop
Søg efter produkt eller artikel
Søg
Hippolyt logo
Forhandlerlogin

Log ind med dine loginoplysninger herunder.

Har du problemer? Kontakt os