Mineraler er en essentiel del af hestens diæt, også selvom de faktisk ikke tilfører hesten energi. Mineraler er blandt andet afgørende for, at hesten kan omsætte fedt, protein og kulhydrat. Men hestens muskler og nerver kan heller ikke fungere uden mineraler, og hestens knogler ville slet ikke kunne bære hestens vægt, hvis ikke hesten fik tilført mineraler i foderet!
Mineraler er også indblandet i blodets transport af ilt og opretholder kroppens syre/base- og væskebalance. Du finder blandt andet mineralerne som en del af vitaminer, enzymer, hormoner og aminosyrer.
Så selvom hesten kun består af 4 % mineraler, betyder de ALT for hesten!
Mineraler er ret unikke – de indeholder ikke carbon (kulstof), og faktisk er de små bestanddele af sten.
Det kan være svært at forestille sig en hest fordøje dem. Men hesten er også udviklet til at fordøje planter, som optager mineralerne fra jorden, som er mikrosten, for dernæst at omsætte mineralerne i planternes celler, hvor de bindes i forskellige strukturer – fx fibre, protein og sukker – og disse komponenter genkender hestens system og kan optage.
Hvordan mineraler optages
Uorganiske mineraler
Der kan være meget stor forskel på, hvordan mineraler optages i hestens tarm. Det, der især kan påvirke, hvordan mineraler optages, er faktorer som fedt i diæten, ufordøjelige fibre og vitaminer.
Samtidig har pH-balancen i tarmen (som påvirker mineralernes opløselighed) en stor betydning for hestens optag af mineralerne. Derudover er der forskel mineraler imellem. Optagelse af kalcium ligger mellem 10-40 %, mens fosfor er noget bedre udnyttet med omkring 70 %. Jernoptagelse varierer fra 2-20 %, hvor 4 % er gennemsnittet.
Zinks optagelse er fra 5 % helt op til 90 %, og magnesium er mellem 25-75 % med et gennemsnit på 43 %.
Dette er især gældende for de mineraler, vi kalder uorganiske, som findes på deres oprindelige form.
Uorganisk zink vil i et foder fremgå som zinkcarbonat, zinksulfat eller zinkoxid.
Organiske mineraler
På grund af disse optagelsesudfordringer begyndte en række firmaer at eksperimentere med, om mineraler kunne bindes på en form, som minder om det der sker i planten – altså binde de uorganiske mineraler til organiske stoffer som proteiner eller sukkermolekyler. Derved opstod produktionen af de organiske mineraler.
Organiske mineraler refererer altså ikke til om mineralerne er økologiske, men om de er på såkaldt kemisk organisk form.
Det er også muligt at ”fodre” gærceller med uorganiske mineraler. Gærcellerne vil da optage disse og indbygge dem i deres cellestruktur. Mineralerne bliver derved omdannet til organiske mineraler. Efter opformeringen af gærcellerne destrueres cellevæggen, og dermed kan de nu organiske mineraler bruges i foderblandinger til heste.
De organisk bundne mineraler optages over tarmslimhinden på samme måde som optagelsen af aminosyrer og sukkerarter, som mineralet er bundet op på. På den måde transporteres mineralet sammen med det organiske stof over tarmslimhinden og ind i blodbanen og videre ind i cellerne, hvor de to næringsstoffer bliver adskilt og brugt, hvor kroppen har brug for det.
De organiske mineraler optages derfor godt, og op til 90 % optages. Men variationer ses også alt efter individ og mineral.
Forarbejdning af mineralerne fra uorganiske til organiske forbindelser er en proces, der koster tid og penge, og derfor ses det, at et foderprodukt med organiske mineraler har en højere pris.
Organiske mineraler har efternavnet chelat og glukonat.
Denne metode er dog ikke altid forbundet med succes. Hos nogle mineraler nedsættes graden de optages på, når de gøres organiske. Derfor er ikke alle mineraler omdannet til organiske.
Liposomalt bundne mineraler
Det nyeste indenfor mineraler til heste, er at binde dem på såkaldt liposomal form.
Liposomer og de mindre miceller er dannet af et lipidlag, som hovedsageligt består af fosfolipider.
Fosfolipider har en fedtelskende hale og et vandelskende hoved. De indgår bl.a. i cellemembraner som et beskyttende dobbeltlag.
En micelle er kugleformet og består af et enkelt lag af fosfolipider, hvor de vandelskende hoveder peger udad mod mediet, og halerne peger indad.
Miceller kan transportere fedtopløselige stoffer i et vandigt miljø.
Et liposom er en vesikel (en lille blære), som består af et dobbelt fosfolipidlag med et hulrum i midten – en kerne – hvor vandopløselige stoffer kan transporteres.
Ved hjælp af liposomer kan for eksempel vandopløselige mineraler indkapsles på en sådan måde, at de er beskyttet mod nedbrydning under fordøjelsen og meget bedre optages af kroppens egne celler med helt op til 100 % effektivitet.
Et liposom indeholder således en vanddråbe med mineralet, som på den måde er beskyttet mod det omgivende miljø.
Liposomer har en diameter på fra 20 nanometer (nm) til nogle få mikrometer (µm) – hvilket svarer til 0,02-0,1 mm eller 100-1.000 gange mindre end et hårstrås diameter.
Ved at udnytte fosfolipiderne på denne måde bruges kroppens egne principper til at gøre mineralerne lettere at transportere eller til at forbedre eller fremskynde absorption ind i hestens celler.
Det strukturelle forhold mellem liposomer, miceller og kropscellernes membran letter absorptionen af transportvesiklerne (blærerne med næringsstof) ind i cellens indre ved hjælp af endocytose (optagelse gennem cellemembranen), uden at der er behov for membranbundne transportproteiner og energi, som der fx er, når uorganiske mineraler skal transporteres ind i cellerne.
Den enormt øgede biotilgængelighed og den hurtige absorption med op til 100 % ved at binde mineralerne på liposomal- og micelle-form giver mulighed for at spare på planetens ressourcer, da der kan bruges væsentligt mindre mængder af mineralerne for at opnå den store effekt på hesten.
Læs mere om liposomal indkapsling i dette blogindlæg:
Du kan desuden i blogindlægget her læse meget mere om mineralerne, deres indbyrdes forhold, de enkelte mineraler og flere relaterede emner:
Hvis du er usikker på, om din hest er dækket med mineraler, eller hvad der er bedst egnet til din hest,
kan du kontakte os direkte eller udfylde vores foderplansskema på hjemmesiden, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.