0 0,00 kr.
0 0,00 kr.
Afsendelse indenfor 2-4 dage arbejdsdage
Gratis foderrådgivning
Sikker betaling med kreditkort og MobilePay

Hvad er muskelrelevante næringsstoffer?

Er hesten normalt fungerende, og foderplanen korrekt afbalanceret efter grovfoderanalysen og hestens brug, så burde den være dækket med et almindeligt basisfoder.

De fleste tænker, at muskelrelevante næringsstoffer er protein og dermed aminosyrer, som protein jo består af. Men der er mange andre næringsstoffer, som har stor betydning for, hvordan musklerne hos din hest fungerer.

Er hesten normalt fungerende, og foderplanen korrekt afbalanceret efter grovfoderanalysen og hestens brug, så burde den være dækket med et almindeligt basisfoder.

Men hvis hesten er en af dem, der er ramt af en aktiv muskel-genfejl, er der visse muskelrelevante næringsstoffer, som kan være gavnlige at have et ekstra fokus på i foderplanen.

 

Antioxidanter

Når en muskel arbejder, opstår der små skader inde i musklen, hvilket kan medføre muskelømhed efter arbejdet.

Det er især udtalt hos heste med muskelrelaterede aktive genfejl. Denne proces kaldes for oxidativ stress. Her dannes der frie radikaler, som har den egenskab, at de ødelægger cellerne og øger behovet for antioxidanter.

De er specielt skadelige for cellemembraner, som er den ydre væg, der beskytter cellens indre.

Under normale omstændigheder er der tilstrækkeligt med antioxidanter til stede til at bremse skaden på cellemembranen, hvis hesten fodres afbalanceret. Men oxidationen under arbejdet går hurtigt, og kroppens naturlige produktion af antioxidanter kan have svært ved at følge med og beskytte mod den kaskade af frie radikaler, der dannes.

Ekstra tilskud kan derfor være nødvendigt for restitution efter arbejde.

 

Antioxidanter er:

  • E-vitamin
  • C-vitamin

Følgende næringsstoffer er også vigtige i det antioxidante system:

  • Selen
  • Zink
  • Kobber
  • Mangan
  • B2-vitamin

 

Vi vil her gennemgå de muskelrelevante næringsstoffer, som vi oplever, er særlig vigtige for heste med aktive muskel-genfejl.

 

E-vitamin

E-vitamin er en vigtig antioxidant, som beskytter muskelcellerne mod frie radikaler.

Den naturlige form er den mest biologisk aktive og den indlejres i cellemembranen og bremser skaden.

E-vitamin findes i forskellige mængder i hestefoder.

Kornprodukter indeholder generelt ikke store mængder, hvorimod solsikkekerner, solsikkeolie, majskim og majskimolie har et højere indhold.

E-vitaminindholdet i grovfoder varierer også meget. I friskt grønt græs er indholdet højt, men i tørt hø eller wrap forsvinder indholdet løbende ved konservering og opbevaring.

Hvis foderet ikke indeholder råvarer med et naturligt højt indhold af E-vitamin, kan tilskud være nødvendigt, især til højt præsterende heste eller heste med aktive muskel-genfejl. Især heste med genvarianten P8 oplever vi, kan have et ekstra højt behov for E-vitamin tildeling.

 

Mangan

Mangan er ligesom magnesium zink og kobber et mineral. Det omtales dog ikke ret meget, som noget heste mangler – af god grund.

En 500 kg hest har brug for ca. 400-500 mg mangan om dagen, hvilket typisk dækkes via hestens grovfoder, som gennemsnitligt indeholder 40-140 mg pr. kg TS.

Mangan har særlig stor betydning for knogleudvikling, omsætningen af kulhydrat og fedt, og skal bruges til at danne chondroitin sulfate, som er vigtig for hestens brusk!

Mangan kræves også for, at antioxidanten superoxid dismutase virker. Den beskytter cellerne imod oxidativ stress.

Det betyder sammenlagt, at en mangel på mangan kan give symptomer på vækstforstyrrelser og haltheder hos unge heste!

Men også muskelstofskiftet kan reagere negativt på mangan mangel, især, hvis hesten allerede har en muskel-genfejl. Det hænger sammen med, at mangan indgår i omsætningen af kulhydrat og fedt og betydningen for antioxidanten superoxid dismutase. Især heste med genvarianterne P2 og PX ser ud til at have et højere behov for mangan end andre heste.

 

Magnesium

Magnesium indgår i helt op til 300 forskellige processer i hestens krop. Især muskelstofskiftet, energistofskiftet og knoglerne er afhængige af magnesium.

60 % af kroppens magnesiumindhold findes i knoglerne, og kun 30 % er tilgængeligt for stofskiftet.

Magnesium arbejder sammen med calcium i nerveforbindelser og muskelsammentrækninger. Magnesiums rolle i muskelarbejdet er at få musklen til at slappe af, efter at calcium beder musklen om at trække sig sammen. Derfor kan heste få muskelspasmer, hvis hesten får for lidt magnesium i diæten. De to mineraler skal tildeles i forholdet 2,5:1 – 3:1, calcium til magnesium.

Derfor er magnesium vigtig for heste med aktive muskel-genfejl. De spænder ofte meget op i muskulaturen, og så skal der bruges mere magnesium for at afspænde muskulaturen igen.

Magnesium findes i mange forskellige foderråvarer, og kan både tildeles som uorganiske forbindelser (magnesiumsulfat eller magnesiumoxid), organiske forbindelser (chelateret magnesium) og liposomal bundet. Der er forskellige absorptionsprocenter på de enkelte magnesiumformer, og der kan både være fordele og ulemper.

 

Calcium

Calcium nævnes ikke ofte, som et muskelrelevant næringsstof, men da det er calcium, som giver musklen besked om at trække sig sammen, er det alligevel værd at bruge et par linjer om.

Især muskel-gen varianten PX er afhængig af IKKE at få for meget calcium, da denne genvariant påvirker natrium/calciumpumpen negativt.

Det betyder blandt andet, at disse heste ikke kan håndtere ret meget lucerne i fodringen, da lucerne har et højt calcium indhold.

Samtidig kan det være vigtigt at have en mineralanalyse på sit stråfoder, da vi her både ser høje og lave niveauer af calcium. PX-varianten er meget afhængig af at få præcis den mængde calcium som hesten har brug for. Hverken mere eller mindre.

En 500 kg hest i vedligehold har brug for minimum 20 g calcium om dagen. Ved boksro har hesten brug for mere calcium, da knoglerne demineraliserer ved mindre belastning. Behovet for calcium stiger i takt med hestens arbejdsintensitet.

 

Har du brug for hjælp til at sammensætte en foderplan til din hest med muskeludfordringer eller muskel-genfejl?

Så kontakt os gerne direkte eller udfyld vores foderplansskema. Vi vender tilbage til dig hurtigst muligt.

De muskeludfordrede heste kan være krævende at finde den rette balance til i foderplanen. Så det er vigtigt for os at have et godt samarbejde omkring den enkelte hest.

 

Kilder

Geor, R.J., Harris, P.A., Coenen, M., 2013. Equine Applied and Clinical Nutrition. Saunders Elsevier, Edinburgh

Valberg, S. J., McKenzie, E. C., Eyrich, L. V., Shivers, J., Barnes, N. E., & Finno, C. J. (2016). Suspected myofibrillar myopathy in Arabian horses with a history of exertional rhabdomyolysis. Equine veterinary journal, 48(5), 548-556.

Williams, Z. J., Bertels, M., & Valberg, S. J. (2018). Muscle glycogen concentrations and response to diet and exercise regimes in Warmblood horses with type 2 Polysaccharide Storage Myopathy. PloS one, 13(9), e0203467.

www.Equiseq.com, sidst besøgt August 2022

https://www.st-hippolyt.de/wissen/wissenswertes/equine-myopathien-pssm-1-und-pssm-2, sidst besøg oktober 2022

https://ker.com/equinews/importance-magnesium-horse-diets/  (sidst besøgt 09 2024)

https://feedxl.com/36-which-form-of-magnesium-is-best/?fbclid=IwAR3nv5Dg1rEJLDExLY-BXRjGykmcLTc004-p2ZVS31zGktsPnPICnLVmkAE  (sidst besøgt 09 2024)

https://www.eurofins-agro.com/en/manganese-horses  (sidst besøgt 09 2024)

https://madbarn.com/videos/manganese-for-horses-uses-signs-of-deficiency-requirements-equine-nutrition/?srsltid=AfmBOoq4d6fgcqnihPfooWFMkuatEu_3WHQSvd8dLNwpagxxXuSHYoOw  (sidst besøgt 09 2024)

https://thehorse.com/19871/trace-mineral-basics-manganese/ (sidst besøgt 09 2024)

 

Del denne artikel:
Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Indholdsfortegnelse

Relaterede indlæg
Nytår og stress – hvad gør du?

Hesten er et flugtdyr og dens reaktion på høje lyde og brag vil ofte være at blive forskrækket og løbe væk. Da fyrværkeri oftest affyres af om natten, kan dette potentielt være en meget farlig situation, hvis hesten slipper fri og i panik skader sig selv eller andre.

Læs indlæg
Indkøbskurv
Din kurv er tomTilbage til shop
Søg efter produkt eller artikel
Søg
Hippolyt logo
Forhandlerlogin

Log ind med dine loginoplysninger herunder.

Har du problemer? Kontakt os