0
Forside Artikler Sådan passer du på det grå guld – fodring af seniorhesten

Sådan passer du på det grå guld – fodring af seniorhesten

Seniorhesten går tit under kælenavnet ”det grå guld”, hvilket vi synes er meget passende.

Skrevet af St. Hippolyt
Opdateret den 1. juli 2025

Hesten, der har bragt dig uendelig mange gode rideture, stævner, oplevelser og andre positive minder, skal også have et godt seniorliv. Måske er din seniorhest stadig i lidt let arbejde eller bruges som lærehest til en ny ung rytter? Seniorhesten kan stadig give gode minder, selvom de grå hår kommer frem, overlinjen måske ikke er helt som den har været, eller tænderne driller. Det er bare vigtigt at indrette seniorhestens management til de udfordringer, som den eventuelt har.

 

Hvornår er en hest en seniorhest?

Der er ingen fast alder, hvorfra en hest betragtes som en seniorhest. Nogle heste er allerede godt brugte, eventuelt af et hårdt stævneliv, i 12-årsalderen, mens andre er friske helt op i starten af 20’erne. Det mest normale er dog, at du oplever de første tegn på, at hesten er blevet ældre, i en alder af 15-20 år.

En hest betragtes som en seniorhest, når den får svært ved at holde huld, muskulatur – især i overlinjen, kondition og når hårene i hovedet begynder at blive grå. Nogle seniorheste vil også sætte en længere pels end normalt, da der kan være udfordringer med at regulere kropstemperaturen.

Dette skal du have i baghovedet, hvis du har en seniorhest, som nemt holder huld. Det meste seniorfoder på markedet er lavet til de seniorheste, som ikke kan holde huld.

 

Fysiologiske ændringer

Grunden til at disse ændringer opleves hos seniorhesten er, at der sker fysiologiske ændringer i hestens system.

Næringsstofoptagelsen forringes og tænderne bliver slidte – og netop dette skal der tages hensyn til ved fodringen af seniorhesten.

 

Tarmslimhinden

Tarmslimhinden hos hesten har et hårdt liv. Den forhindrer uegnede partikler, bakterier og andet i at trænge ind i hestens blodbane, men er også levested for de parasitter, som hesten altid har i et eller andet omfang.

Hestens parasitbelastning igennem livet påvirker derfor tarmslimhindens evne til at transportere næringsstoffer over på den anden side, da parasitterne efterlader arvæv på slimhinden. Hvis hesten derfor har haft en stor parasitbelastning i mange år, vil den have meget sværere ved at optage sit foder end en hest på tilsvarende alder, der har haft en mindre parasitbelastning.

Forsøg har vist at det især går ud over optagelse af aminosyrer (protein), fosfor og en række vitaminer, som C- og B-vitamin.

 

Aminosyrer (protein)

Det er derfor heller ikke ualmindeligt, at seniorhesten har svært ved at opretholde sin muskelmasse – især i overlinjen. Musklerne skal bruge protein og aminosyrer til at holdes stærke og funktionsdygtige. Hvis hesten ikke kan optage nok protein fra foderet, fordi tarmslimhinden er forringet, vil den begynde at tære på muskulaturen, så andre mere vigtige væv kan opretholde deres funktion – hjertet er fx også en muskel.

Det er derfor seniorhestens proteinbehov er stigende i forhold til samme arbejdsbyrde på en yngre hest.

Det er dog ikke nok kun at tildele ekstra protein til seniorhesten. Den stiller også betydelige krav til kvaliteten af proteinet og de aminosyrer, som det består af. Det er nemlig vigtigt ikke at overfodre med protein til seniorhesten, da udrensningsorganer, som lever og nyrer typisk har nedsat funktion efter et langt liv. Det er derfor vigtigt, at det protein, som gives til seniorhesten, er af en høj og letoptagelig kvalitet.

 

Stivelse

Seniorhesten vil typisk også have en nedsat produktion af de fordøjelsesenzymer, som skal bruges til at nedbryde stivelse. Det betyder altså, at seniorhesten er mere sensitiv over for tildelingen af meget stivelse i foderet. Hvis seniorhesten får tildelt for meget stivelse, vil en del ende i bagtarmen, og lave en fejlgæring. Bagtarmen bliver dermed mere sur, og uhensigtsmæssige og smertefulde sygdomme kan opstå. Samtidig påvirker denne ph-ændring også hestens udnyttelse af de indtagne fibre, og den generelle energioptagelse bliver derfor yderligere forringet. Det resulterer i, at hesten er endnu sværere at holde huld på end før.

Det er derfor vigtigt, at det tildelte korn til seniorhesten er bearbejdet på en sådan måde, at det er nemt optageligt, og at seniorhesten ikke tildeles for meget kornholdigt foder.

 

Tænderne

En af de helt store udfordringer hos seniorhesten er dens tænder. Tænderne har kun en vis længde ved hestens fødsel (eller når de blivende tænder bryder frem hos den unge hest). Tænderne skubbes konstant ud, efterhånden som de slides, indtil der ikke er mere tand. Tanden og roden bliver derfor kortere og kortere jo ældre hesten bliver, hvilket betyder, at på et eller andet tidspunkt i hestens liv, så bliver tanden så kort at den kan rykke sig løs.

Det er ikke unormalt, at seniorhesten taber en tand eller to. Den kan fint leve med det, men det kræver at den efterses oftere og holdes ved lige – gerne to gange om året. Der kan dog i visse tilfælde opstå udfordringer, som betyder at grovfoder, græs og krybbefoder ikke kværnes så godt. Symptomerne herpå er, at hesten taber en del krybbefoder ud af munden, når den spiser, eller laver såkaldte foderbolde, når den spiser græs eller grovfoder.

Samtidig kan hestens tyggemuskler også blive svagere med alderen. Det betyder, at evnen til at kværne fx groft grovfoder til mindre partikler forringes, eller at hesten simpelthen ikke indtager nok grovfoder, da musklerne og/eller tænderne er ømme.

Alt dette tilsammen betyder også en forringet optagelse af foderet og stiller dermed krav til foderets partikelstørrelse. Dette gælder både for krybbefoder og grovfoder. Jo mindre partikelstørrelse foderet har, jo nemmere tygges det.

Har din seniorhest derfor problemer med sine tænder, kan du få stort udbytte af at give hele eller dele af vinterens grovfoderration som opblødte GlyxWiese Høcobs eller GlyxWiese Senior Fiber.

En nedsat evne til at tygge sit foder betyder også, at hesten kan have større tendens til spiserørsforstoppelse, da der ikke produceres nok spyt til at opbløde foderet, så det glider ned i maven, eller simpelthen fordi foderet ikke tygges fint nok. Opblødt og findelt foder er derfor også en løsning her.

 

Varmeregulering

En væsentlig udfordring for mange seniorheste er også, at de har svært ved at regulere deres kropstemperatur. Det er både når temperaturen pludselig stiger, og hvis den pludselig falder.

Der findes overordnet tre grunde hertil:

  • Hvis seniorhesten har tendens til at tabe sig, har den mindre fedt, som kan holde på varmen i de kolde måneder
  • Hormonforstyrrelser kan påvirke varmereguleringen både op og ned
  • Den indre varmeproduktion kan være nedsat, hvis hesten ikke indtager grovfoder nok pga. dårlige tænder.

 

Derfor opleves det ofte, at seniorhesten sætter en længere pels, end da den var yngre. Det kan være godt at bruge nogle ressourcer på, at senior hesten ikke skal bruge alt for meget energi på at holde varmen. Et godt dækken, læ på folden fra vind og regn og godt med grovfoder er gode tiltag for at hjælpe hesten med at holde varmen.

Om sommeren skal du desuden være opmærksom på, at den dårligere varmeregulering kan betyde, at seniorhesten har et større behov for skygge end den yngre hest.

 

Sygdom hos seniorhesten

Det er ikke unormalt, at seniorhesten lider af forskellige sygdomme forskellige steder i kroppen. Det kan fx være:

  • EROTH – tandsygdom i fortænderne
  • Gigt – kan være alle steder i kroppen
  • PPID – Hormonforstyrrelse
  • EMS – sukkersyge
  • Astma – luftvejsproblem
  • Nedsat lever og nyrefunktion

 

Alle disse ting skal der tages hensyn til i fodringen af den ældre hest, samtidig med, at du har et godt samarbejde med dyrlægen om at kontrollere/behandle disse tilstande.

 

Opsummering

  • Få et overblik over seniorhestens tænder.
    • Hvad er status?
    • Tygger den godt, eller har den brug for foder med en lille partikelstørrelse?
    • Sørg for at få tænderne tjekket af en relevant fagperson minimum 2 gange om året

 

  • Vælg grovfoder efter tændernes status
    • Hvis tænderne er gode, kan almindelig grov wrap/ hø bruges
    • Hvis tænderne er slidte, kan du vælge hø/wrap, der er finere i strukturen og måske endda skåret i kortere strå.
    • Hvis grovfoderet stikker i hånden, når du klemmer det, vil det ofte være for groft til ældre heste.
    • Suppler eventuelt hestens grovfoder med et eller flere produkter fra GlyxWiese-serien, så du er sikker på korrekt fiberindtag

 

  • Vælg et krybbefoder med lille partikelstørrelse, som kan blødes op, og hvor pillerne er bløde/koldpresset, samt et krybbefoder der matcher eventuelle sygdomme
    • Indholdet skal desuden være forarbejdet korrekt, så optageligheden af stivelse og protein er så høj som muligt.
    • Indholdet af vitaminer (C- og B-vitamin), mineraler (fosfor) og protein skal desuden være øget
    • Undgå for meget protein og olietilskud, hvis hesten har nedsat lever-/nyrefunktion
    • Smagen skal være i top, så hesten har en god appetit på foderet

 

  • Tildel krybbefoder og grovfoder over så mange måltider som muligt. Små måltider sikrer bedre udnyttelse

 

  • Hold seniorhesten i korrekt huld. For meget huld belaster led og sener, for lidt huld udfordrer hestens varmeregulering negativt – især i koldt vejr.

 

Er du i tvivl om, hvordan du bedst muligt fodrer din seniorhest?

Kontakt din lokale konsulent eller udfyld vores foderplansskema, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.

 

Kilder

Dr. Kathleen Crandell, Taking Care of the Senior Horse, November 2000: https://blog.dangro.com/p/fodring-af-seniorhesten/

Equine Applied and Clinical Nutrition, 2013

Del denne artikel

Relaterede artikler

Bedækning, drægtighed og laktation

Ud over optimale forhold i hesteholdet spiller en tilpasset fodring en afgørende rolle for avlshoppers og hingstes frugtbarhed. Det er bevist, at en ubalanceret næringsstoftilførsel kan påvirke avlsarbejdet.

Alt om B-vitaminer til heste

B-vitaminer er som navnet siger ikke kun ét vitamin, men en hel gruppe, som hver især fungerer som biokemiske “kofaktorer” i kroppens stofskifte. Det betyder, at de hjælper enzymer med…

Hurtig afsendelse

Tilsendt indenfor 1-3 dage

Fri fragt

Ved køb over 1.500,-

Gratis foderrådgivning

Kontakt os på 7026 5344

Hurtig, nem og sikker betaling

Få den seneste viden, vejledning og nyheder fra St. Hippolyt

Modtag den seneste viden i forskning af hesteernæring og vejledning til fodring af hesten året rundt. Få også nyheder fra St. Hippolyt sortimentet.

St. Hippolyt

St. Hippolyt Nordic A/S
Øgelundvej 7, Blåhøj
DK-7330 Brande

CVR: DK 10026725
IBAN: DK6520005365668681

hippolyt@hippolyt.dk
+45 7020 5344

© St. Hippolyt Nordic A/S

Filtrer efter

Indkøbskurv
Din indkøbskurv er tomTilbage til shoppen
Måske også noget for dig?