En markeret rygrad, en svag overlinje eller en bagpart uden fylde får ofte hesteejeren til at tænke på protein. Men muskler bygges ikke i krybben alene. Hesten skal både have en relevant træningsstimulus, tilstrækkelig energi og de rette aminosyrer. Samtidig skal smerter, dårligt tilpasset udstyr og andre forhold, der ændrer bevægelsen, udelukkes.
Kort fortalt
- Muskler udgør typisk omkring 40 procent af hestens kropsvægt og består af fibre, der tilpasser sig den belastning, de udsættes for.
- En hest kan være generelt muskelfattig eller have en uhensigtsmæssig muskelsætning. De to problemer kræver ikke nødvendigvis samme løsning.
- Træning sætter gang i tilpasningen, mens energi, protein med essentielle aminosyrer leverer brændstof og byggesten.
- Lysin, threonin og methionin er centrale, fordi mangel på en begrænsende aminosyre kan hæmme udnyttelsen af de øvrige aminosyrer.
- Ved pludseligt muskeltab, asymmetri, ømhed eller præstationsnedgang bør hesten vurderes af dyrlæge og relevante fagpersoner.

Hestens muskler og deres funktion
Hestens krop rummer mere end 700 muskler. Hos en gennemsnitlig hest udgør muskelmassen omkring 40 procent af kropsvægten, mens andelen hos visse atletisk avlede heste kan være højere (særligt westernheste). Musklerne skaber bevægelse, stabiliserer kroppen og hjælper hesten med at bære både sig selv og en rytter.
Der findes tre hovedtyper af muskulatur:
- Skeletmuskler: Disse er de mest udbredte, hesten styrer dem frivilligt og de er ansvarlige for bevægelse. Skeletmuskler strækker sig over afstanden mellem to knogler og er fastgjort til knoglerne med sener.
- Glatte muskler: Disse muskler findes i de indre organer og er ikke under viljestyret kontrol. De hjælper med funktioner som fordøjelse og blodgennemstrømning.
- Hjertemuskel: Denne muskeltype findes kun i hjertet. Den arbejder kontinuerligt og ufrivilligt og pumper blod rundt i kroppen.
Når vi taler om at opbygge overlinje, ryg eller bagpart, handler det om skeletmuskulaturen, og det er typisk denne muskelgruppe der bliver omtalt under udtrykket ”min hest mangler muskler”.
Fra nervesignal til bevægelse
En skeletmuskel er bygget op af bundter af muskelfibre. Inde i fibrene ligger mindre strukturer med proteinerne aktin og myosin. Når et nervesignal når musklen, frigives calcium i muskelcellen. Det gør det muligt for aktin og myosin at bevæge sig i forhold til hinanden, så musklen forkortes og udvikler kraft. Processen kræver energi i form af ATP.
For at aktin og myosin skal slippe sit tag, og musklen igen skal strække sig, kræver det at magnesium bliver frigivet.
Ved længerevarende arbejde dannes en stor del af energien aerobt med ilt. Ved korte og intense indsatser bidrager den anaerobe energiomsætning (uden ilt) mere.
Musklerne indeholder forskellige fibertyper. Type I fibre arbejder langsomt og udholdende, type IIa fibre kombinerer fart og udholdenhed, mens type IIx fibre er hurtige og velegnede til kortvarig, eksplosiv kraft.
Genetik har betydning for fordelingen, men træningen påvirker fibrenes størrelse, stofskifte og evne til at producere energien med eller uden ilt.
Sådan vokser en muskel
Træning belaster muskelfibrene og nedbryder dem. Det lyder voldsomt, men det er organismens signal om, at vævet skal tilpasse sig belastningen og blive større. Træning er derfor vigtigt, hvis hesten skal opnå større og stærkere muskler. Det er i restitutionsperioden kroppen reparerer de påvirkede strukturer og danner nye muskelproteiner. Når dannelsen af muskelprotein over tid er større end nedbrydningen, kan muskelfibrene vokse og blive stærkere. Det kaldes hypertrofi.
Det er derfor misvisende at lede efter ét foderprodukt, der alene kan give en fyldigere overlinje. Uden passende belastning får kroppen ikke et tydeligt signal om at opbygge den ønskede muskulatur. Omvendt giver træning heller ikke det ønskede resultat, hvis hesten mangler energi eller essentielle aminosyrer til reparationen.
Er hesten muskelfattig eller forkert muskelsat?
Før foderplanen ændres, bør du se på, hvordan musklerne er fordelt.
En generelt muskelfattig hest mangler fylde flere steder på kroppen. Det kan hænge sammen med for lidt træning, lavt energi- eller proteinindtag, alder, længere tids sygdom eller en periode med boksro.
En hest med uhensigtsmæssig muskelsætning kan derimod være velmusklet enkelte steder og underudviklet andre steder. Det ses f.eks., hvis hesten kompenserer for spændinger og udfordringer i bevægeapparatet, bevæger sig med spænding eller trænes i en form, hvor ryg og bugmuskler ikke aktiveres hensigtsmæssigt.
Se også efter forskel på højre og venstre side, ømhed, ændret bevægelse, modvilje under træning og en overlinje, der pludselig bliver dårligere. Sadel, tænder, hove, træningsmetode og eventuelle smerter kan påvirke, hvilke muskler hesten bruger.
Seniorheste kan desuden have sværere ved at vedligeholde muskelmasse, fordi muskelcellernes reparation og energiproduktion ændrer sig med alderen.
En overvægtig hest kan samtidig godt mangle muskler og styrke, uden at det altid er helt tydeligt, da fedtdepoterne hurtigt kan dække over musklerne. Det er derfor vigtigt at være kritisk i sin vurdering af hesten. Er det blot fedt, eller er fylden faktisk gavnlige muskler?
Træningen skal give musklen en grund til at vokse
Regelmæssig, gradvist stigende træning får muskelfibrene til at blive større og stærkere. Den konkrete træning skal passe til hesten og målet. Variation mellem ligeudretning, overgange, bomarbejde, bakker, arbejde fra jorden og korrekt grundridning kan udfordre kroppen på forskellige måder. Kvaliteten af bevægelsen er vigtigere end at gentage mange øvelser med spænding eller træthed.
Daglig fri bevægelse på fold tæller også. Heste på store arealer kan bevare en del grundform gennem frivillig aktivitet. Opvarmning forbereder muskler og kredsløb på arbejdet, mens rolig nedkøling efter hård træning understøtter overgangen til restitution.
Husk samtidig, at tilpasning kræver pauser. Musklen udvikles mellem træningspassene, når hesten får tid, søvn, foder og ro til at restituere. En plan med passende progression og lettere dage giver ofte mere end mange hårde pas i træk.
Ernæringens betydning for muskelopbygningen
Muskelarbejde koster energi. Hvis foderplanen ikke dækker hestens samlede energibehov, prioriterer kroppen de mest nødvendige funktioner, og det bliver svært at øge muskelmassen. Den tynde hest kan derfor have brug for både flere kalorier og bedre proteinkvalitet. Den overvægtige hest kan derimod mangle muskler uden at have behov for mere energi. Her skal foderplanen tilføre tilstrækkelige aminosyrer og mikronæringsstoffer uden et unødigt kalorieoverskud.
Grovfoderet er udgangspunktet for foderplanen. En analyse kan vise indholdet af energi og protein og gør det muligt at vurdere, hvad der faktisk mangler. Hvis der er behov for flere kalorier, kan fordøjelige fibre og fedt være relevante energikilder. Sukker og stivelse skal tilpasses hestens arbejdsform, huld og eventuelle metaboliske udfordringer. Hårdt og eksplosivt arbejde trækker i høj grad på muskelglykogen, mens fedt og fibre bidrager med energi til mere aerobt arbejde.

Proteinets kvalitet er vigtigere end et højt tal
Musklerne består af protein og derfor har dette også en kæmpe indflydelse på muskelopbygning.
Protein nedbrydes i fordøjelsen til aminosyrer, som optages og bruges til blandt andet muskelprotein. Hestens behov handler derfor ikke kun om gram råprotein, men også om hvilke aminosyrer proteinet leverer, og hvor godt de kan udnyttes. Et højt proteinindhold på en etiket er ikke i sig selv en garanti for bedre muskelopbygning.
Hesten kan danne nogle aminosyrer selv, mens de essentielle aminosyrer skal komme fra foderet. Lysin, threonin og methionin regnes som de aminosyrer, der oftest kan begrænse proteinsyntesen i hestens samlede ration. Hvis én af dem mangler i forhold til behovet, kan kroppen ikke udnytte de øvrige aminosyrer optimalt til at danne nyt væv. Derfor er en balanceret aminosyreprofil vigtigere end blot at øge mængden af protein.
Gode proteinkilder kan blandt andet være lucerne, soja og andre proteinrige råvarer. Valget afhænger af hesten og hele foderplanen.
Du kan her læse mere om hvad godt protein til heste er!
Mange voksne heste i let til moderat arbejde kan få dækket en stor del af behovet gennem et godt grovfoder, mens ungheste, avlshopper, seniorheste, heste i hårdt arbejde og heste under genopbygning kan have et større eller mere specifikt behov. Overskydende aminosyrer lagres ikke som et særskilt proteinlager; de nedbrydes, og kvælstoffet udskilles. Mere er derfor ikke automatisk bedre.
Vitaminer mineraler og væske
Musklen skal både kunne modtage et nervesignal, trække sig sammen, slappe af og danne energi. Natrium, kalium, calcium og magnesium indgår i disse processer.
Muskelarbejde øger temperaturen og sved er derfor en naturligt del. En hest, der sveder, mister især vand og elektrolytter og kan have behov for mere end almindeligt salt. Frisk vand skal altid være tilgængeligt, og elektrolyttilførslen skal afpasses efter svedtab og arbejdsniveau.
Ønsker du at vide mere om elektrolytter, har vi her samlet alt hvad der er at vide!
E-vitamin og selen indgår i kroppens antioxidantforsvar og hjælper med at beskytte cellerne mod den oxidative belastning, som forekommer under muskelarbejde. B-vitaminer medvirker i energiomsætningen, mens blandt andet kobber og zink indgår i en række enzymer og i vedligeholdelsen af bindevæv, som er tæt knyttet til muskulaturen. De enkelte næringsstoffer arbejder sammen, og både mangel og overforsyning kan være uhensigtsmæssig.
Vi har her uddybet informationen om antioxidanternes betydning i hestens muskelstofskifte!
Hvad gør du så?
Den bedste løsning begynder med at finde den begrænsende faktor og dermed årsagen til udfordringen.
For nogle heste er det en bedre træningsplan. For andre er det flere kalorier, en bedre aminosyreprofil eller afklaring af ømheder. Når bevægelse, fodring og restitution arbejder i samme retning, får hesten de bedste betingelser for at udvikle og vedligeholde en funktionel muskulatur.
Er du i tvivl om, hvorvidt hesten får tilstrækkelig energi, protein og essentielle aminosyrer, kan en individuel og professionel foderplan skabe overblik.
Oplys gerne hestens vægt, huld, arbejdsniveau, grovfodermængde og grovfoderanalyse, så vi konsulenter kan tage udgangspunkt i hele hestens ration og management.
Kilder
https://ker.com/equinews/muscle-function-diet-and-metabolism-active-horses/
https://madbarn.com/how-to-support-horses-muscles/?srsltid=AU7gw4WqN7PPcn_ihix9ihJVyDWMv39DHJVS14p5tNaPPLqbltPMx-Rx
https://ker.com/equinews/feeding-horses-exercise-optimal-recovery/
https://thehorse.com/119091/building-muscle-mass-researchers-study-proteins-role/
https://madbarn.com/build-horses-topline/?srsltid=AU7gw4UDrdKFZRBHklTZz1_lzO5jIW1fl5W6EOKvphH2Ye1Igwz3GVZL