0
Mange hesteejere oplever på et tidspunkt, at deres hest virker konstant sulten.
Den står ved leddet, leder efter mere foder, spiser uhensigtsmæssige ting, som græsrødder, sand, giftige planter eller gnaver i bokslågen. Hesten kan også virke urolig i boksen mellem måltiderne eller blive aggressiv i fodringssituationen. Men hvad betyder det egentlig, når en hest virker “sulten” – og er det altid et tegn på, at den mangler noget?
For at forstå dette er det nødvendigt at dykke ned i, hvordan hestens fordøjelsessystem og mæthedsfornemmelse fungerer. Når vi først forstår mekanismerne bag, bliver det også langt nemmere at træffe de rigtige fodringsmæssige beslutninger.
Hesten er fra naturens side et græssende og browsende steppe dyr, der er skabt til at bevæge sig og æde i op mod 16–18 timer i døgnet. Den indtager små mængder grovfoder kontinuerligt, hvilket holder fordøjelsessystemet i gang og sikrer en stabil tilførsel af energi, samt en stabil og jævn produktion af spyt, som neutraliserer mavesyren.
I naturen er der sjældent lange pauser uden føde. Derfor er hestens fordøjelsessystem – og ikke mindst dens mæthedsfornemmelse – ikke designet til få, store måltider, men til en konstant tilførsel af fiberrigt foder. Hesten opnår derfor ikke mæthed ved at fyldt mave med et stort måltid, som vi mennesker gør.
Når vi holder heste i stald eller på begrænsede arealer, ændrer vi denne naturlige rytme markant – også selvom vi forsøger at give hesten så naturlige forhold som muligt. Det kan føre til, at hesten oplever perioder uden adgang til grovfoder, hvilket kan udløse en følelse af “sult”, selvom dens energibehov reelt er dækket.
Mæthed hos hesten handler ikke kun om kalorier eller en fyldt mavesæk – det handler i høj grad om fylde i det bageste tarmafsnit, tyggetid og en kompleks hormonel regulering.
Hestens mave er relativ lille (ca. 8-15 liter hos en voksen hest), og foderet passerer derfor hurtigt videre til tyndtarmen og videre til blind- og tyktarmen, hvor den største del af fordøjelsen foregår. Det er netop i bagtarmen, at de store mængder grovfoder fermenteres af mikroorganismer, og hvor der dannes flygtige fedtsyrer (VFA), som både fungerer som en vigtig energikilde og samtidig bidrager til mæthedssignaler.
Når hesten indtager fiberrigt grovfoder som hø eller wrap, øges fylden i blind- og tyktarmen. Denne mekaniske udspiling af tarmvæggen registreres via strækreceptorer, som sender signaler via nervesystemet til hjernen om, at der er “fyldt op”. Samtidig vil den langsomme fermentering af fibre sikre en vedvarende energifrigivelse og en stabil stimulering af mæthedssignaler.
Derudover spiller tarmfloraen en rolle: En stabil og velfungerende mikrobiota i bagtarmen understøtter en jævn fermentering, hvilket igen bidrager til en mere stabil mæthedsfornemmelse. Ubalance i tarmfloraen kan derimod påvirke både fordøjelse og appetitregulering negativt.
Hvis foderet derimod er meget energitæt, men volumenfattigt (fx kraftfoder med højt indhold af stivelse), vil hesten hurtigt få dækket sit energibehov i tyndtarmen. Men fordi der ikke opnås samme fylde i bagtarmen, og fordi tyggetiden er kortere, udebliver en stor del af de mekaniske og fermenteringsbaserede mæthedssignaler. Resultatet er, at hesten fysiologisk kan være dækket ind energimæssigt – men stadig opleve en vedvarende sultfølelse.
Tygning spiller en central rolle i hestens trivsel – både fysiologisk og adfærdsmæssigt. Når hesten tygger, produceres store mængder spyt (op til 30–40 liter dagligt ved grovfoderbaseret fodring). Spyttet indeholder bicarbonat, som er med til at neutralisere mavesyren i den øvre del af mavesækken, hvor der ikke produceres beskyttende slim. En høj tyggetid er derfor direkte koblet til en sund mave og en reduceret risiko for irritation af slimhinden.
Samtidig påvirker tyggeaktiviteten nervesystemet. Den gentagne, rytmiske tygning stimulerer det parasympatiske nervesystem, som er ansvarligt for ro og restitution. Dette er en vigtig forklaring på, hvorfor heste ofte virker mere afslappede, når de har adgang til grovfoder over længere tid.
Grovfoder kræver markant længere tyggetid end kraftfoder – ofte 3–5 gange så lang tid pr. kg. Det betyder, at hesten både producerer mere spyt, får længere beskæftigelse og opnår en mere gradvis aktivering af mæthedssignaler.
Hvis rationens struktur er for lav, og hesten derfor tygger for lidt, reduceres både spytproduktionen og den beroligende effekt fra tygningen. Samtidig vil den hurtige indtagelse af kraftfoder ikke give samme tidsmæssige “mæthed”, hvilket kan føre til frustration, øget foderfokus og en oplevelse af konstant sult – selv hos heste, der energimæssigt er dækket ind.
Ud over de fysiske faktorer spiller hormoner og signalstoffer en afgørende rolle i reguleringen af hestens appetit. Reguleringen sker i et samspil mellem mave-tarmkanalen, fedtvæv, bugspytkirtlen og hjernens appetitcentre (især hypothalamus), som kontinuerligt integrerer signaler om energistatus, fylde og næringsstofindtag.
Ghrelin – “sulthormonet”
Ghrelin produceres primært i mavesækkens slimhinde og stiger i perioder uden foderindtag. Hormonet stimulerer appetitcentre i hypothalamus og øger motivationen for at søge føde. Hos hesten vil lange pauser uden grovfoder derfor føre til forhøjede ghrelin-niveauer, hvilket kan vise sig som uro, øget foderfokus og en mere intens ædeadfærd.
Ghrelin falder igen, når hesten begynder at æde – men især i takt med, at mave-tarmkanalen fyldes og fermenteringen i bagtarmen går i gang. Det betyder at korte, energitætte måltider ikke nødvendigvis dæmper ghrelin lige så effektivt som langvarigt indtag af grovfoder.
Leptin – “mæthedshormonet”
Leptin dannes i fedtvævet og afspejler kroppens energilagre. Hormonet signalerer til hjernen, at der er tilstrækkelig energi til rådighed, og bør derfor dæmpe appetitten.
Hos nogle heste – særligt nøjsomme racer eller overvægtige individer – ses der tegn på leptinresistens. Her registrerer hjernen ikke leptinsignaleringen korrekt, hvilket betyder, at appetitten ikke dæmpes som forventet. Resultatet kan være en hest, der fortsat søger foder, selv ved højt huld.
Dette er en vigtig forklaring på, hvorfor nogle heste virker “kronisk sultne”, selvom de ernæringsmæssigt er dækket ind – og understreger, at mæthed ikke kun handler om mængde, men også om metabolisk regulering.
Insulin – koblingen til energi, sukker og appetit
Insulin regulerer optagelsen af glukose fra blodet og reagerer især på indtag af sukker og stivelse. Hurtige stigninger i blodsukkeret giver en tilsvarende hurtig insulinrespons.
Denne mekanisme kan give en kortvarig mæthedsfornemmelse, men efterfølgende kan et fald i blodsukkeret medføre fornyet sult. Hos heste med nedsat insulinfølsomhed (fx EMS) kan reguleringen være forstyrret, hvilket påvirker både energiudnyttelse og appetit.
En fiberrig ration med lavt indhold af sukker og stivelse giver derimod en mere stabil blodsukkerprofil og dermed en mere jævn appetitregulering.
Signalstoffer fra tarmen (kortkædede fedtsyrer)
De flygtige fedtsyrer (VFA), som dannes under fermentering af fibre i bagtarmen, fungerer ikke kun som energikilde – de virker også som signalstoffer. De kan påvirke appetitreguleringen indirekte ved at bidrage til en stabil energiforsyning og ved at understøtte en sund tarmfunktion.
En kontinuerlig tilførsel af fibre sikrer derfor ikke kun fysisk fylde, men også en mere stabil hormonel og metabolisk mæthedsregulering.
Heste trives bedst med forudsigelighed, og deres appetitregulering er tæt koblet til både biologiske rytmer og lærte forventninger. Lange pauser mellem måltider betyder ikke blot tom mave, men medfører også en stigning i sulthormonet ghrelin samt en øget udskillelse af mavesyre, som hos hesten produceres kontinuerligt. Dette kan give ubehag i den øvre del af mavesækken og dermed forstærke hestens motivation for at søge foder.
Samtidig påvirkes stressresponsen: Uforudsigelig eller sjælden fodring kan øge niveauet af stresshormoner som cortisol, hvilket både kan øge foderfokus og ændre adfærd (uro, frustration eller aggressivitet i fodringssituationer). Over tid kan hesten også udvikle en forventningsadfærd, hvor faste tidspunkter eller rutiner udløser en anticipatorisk respons i hjernen (dopaminfrigivelse), som yderligere forstærker oplevelsen af “sult” før fodring.
Derudover har uregelmæssig fodring betydning for bagtarmens miljø. Lange pauser uden fiberinput kan påvirke fermenteringsprocesserne og pH-stabiliteten i bagtarmen, hvilket kan forstyrre den jævne produktion af flygtige fedtsyrer og dermed også de signaler, der bidrager til stabil mæthed.
Selv hvis den samlede fodermængde er korrekt, kan uregelmæssig fodring derfor skabe både fysiologiske og adfærdsmæssige mekanismer, der får hesten til at fremstå – og reelt føle sig – mere sulten.
Protein spiller en ofte overset rolle i reguleringen af hestens appetit og mæthedsfølelse. Mens energi, fibre og grovfoder typisk er i fokus, kan en utilstrækkelig proteintildeling i nogle tilfælde bidrage til, at hesten opleves som konstant sulten.
Protein består af aminosyrer, som er essentielle byggesten for blandt andet muskler, enzymer, hormoner og væv. Hvis hesten ikke får dækket sit behov for essentielle aminosyrer gennem fodringen, kan kroppen forsøge at kompensere ved at øge appetitten – i et forsøg på at sikre et tilstrækkeligt indtag.
Dette ses især hos heste, der fodres med grovfoder af lav kvalitet med lavt proteinindhold, eller hvor rationens samlede sammensætning ikke er korrekt balanceret. Her kan hesten have rigeligt med energi og fylde i tarmen, men stadig mangle specifikke næringsstoffer.
Fra et fysiologisk perspektiv påvirker protein også mæthed gennem flere mekanismer:
Protein bidrager til en længerevarende mæthedsfornemmelse sammenlignet med sukker og stivelse, da fordøjelsen og omsætningen er langsommere.
Aminosyrer påvirker frigivelsen af hormoner og signalstoffer i tarmen, som er med til at regulere appetitten.
En tilstrækkelig proteinsyntese understøtter en stabil metabolisme, hvilket indirekte bidrager til en mere balanceret appetit.
Hvis hesten mangler protein, kan det derfor vise sig som en vedvarende søgen efter foder – selv når den får tilstrækkelige mængder grovfoder.
I praksis betyder det, at man ikke kun bør fokusere på mængden af grovfoder, men også på kvaliteten. Analyse af grovfoderet er et vigtigt redskab, da det giver indsigt i proteinindholdet og gør det muligt at supplere korrekt med proteinrige fodermidler ved behov.
Særligt heste i vækst, drægtige eller diegivende hopper samt sportsheste har et øget behov for protein, og her kan en ubalance hurtigt påvirke både præstation, restitution og appetit.
Ved at sikre en korrekt proteindækning kan man i mange tilfælde opleve en mere rolig hest med et mindre udtalt foderfokus.
Der kan være flere årsager til, at en hest virker sulten:
Det er derfor vigtigt ikke kun at se på mængden af foder, men også på typen og måden det gives på.
En tommelfingerregel er, at hesten bør have minimum 1,5 kg grovfoder (tørstof) pr. 100 kg kropsvægt dagligt – og gerne mere.
For mange heste vil en ration tættere på 2 kg pr. 100 kg kropsvægt være mere optimal, især hvis målet er at sikre mæthed og trivsel. Og hvis det er muligt, skal du gerne ramme 2,5 kg tørstof pr. 100 kg hest pr. dag i grovfoder, da det er denne mængde, de fleste heste vil æde med ad libitum adgang (nogle ponyer kan dog nemt æde meget mere!)
Det betyder, at en hest på 500 kg typisk bør have mellem 7,5 og 12,5 kg tørstof fra grovfoder dagligt – hvilket svarer til en endnu større mængde grovfoder i praksis, afhængigt af vandindholdet i høet eller wrappen. Wrap vil altid have et større indhold af vand end hø, og skal derfor altid tildeles i en større mængde.
For lidt grovfoder er en af de hyppigste årsager til, at heste virker konstant sultne.
Hvis din hest virker sulten, er der flere konkrete tiltag, du kan overveje:
Det første og vigtigste skridt er at sikre, at hesten får nok grovfoder. For mange heste er løsningen ganske enkelt mere hø eller wrap.
Hvis hesten har tendens til overvægt, kan du vælge grovfoder med lavere energiindhold frem for at reducere mængden. Fx kan du bruge god vårbyghalm til op til 30% af hestens samlede grovfoderration.
Selv med tilstrækkelige mængder kan hesten spise for hurtigt. Her kan slowfeedere, hønet eller flere små fodringer hjælpe med at forlænge ædetiden. Der kan desuden være en fordel i at fordele grovfoderrationen ud på flere stationer på folden. Herved skal hesten søge og browse rundt, for at finde føden – ligesom den ville gøre i naturen.
Målet er at minimere perioder uden foder.
Ikke alt grovfoder er ens. Grovfoder med høj struktur og lavt sukkerindhold vil typisk give længere tyggetid og bedre mæthed.
Analyseret grovfoder er en stor fordel, da det giver dig mulighed for at tilpasse fodringen præcist, da hestens kalorieindtag lettere kan styres.
Hvis hesten får store mængder kraftfoder, kan det være relevant at se på, om noget af dette kan erstattes med grovfoder eller fiberbaserede snittede produkter.
Det giver både en bedre mæthedsfølelse og en mere stabil fordøjelse.
Heste er sociale dyr med en naturlig rangorden, og adgang til foder er en central ressource i flokken. Hvis der er konkurrence om foderet – fx for få ædepladser, stor forskel i rang eller uro i stalden – vil mange heste opleve et øget stressniveau under fodring.
Dette aktiverer kroppens stressrespons (bl.a. øget cortisol), som kan øge hestens fokus på foder og føre til en mere intens eller hastig ædeadfærd. Samtidig kan stress påvirke fordøjelsen negativt og reducere evnen til at opnå en reel mæthedsfornemmelse.
Heste, der gentagne gange oplever konkurrence om foder, kan udvikle en adfærd, hvor de forsøger at sikre sig mest muligt foder hurtigt. Det kan vise sig som hurtig spisning, uro, jagt af andre heste eller aggressivitet i fodringssituationer.
For at understøtte både mæthed og trivsel er det derfor vigtigt at skabe rolige rammer omkring fodring. Det kan blandt andet gøres ved:
Når hesten kan spise i ro og uden konkurrence, vil den typisk spise langsommere, tygge mere og opnå en bedre fysiologisk mæthed.
Hos nogle heste handler oplevelsen af “sult” ikke primært om ernæring, men om mangel på stimulering. Hesten er evolutionært tilpasset et liv med konstant bevægelse, fødesøgning og social interaktion. Når disse behov ikke opfyldes, kan foder blive en af de få tilgængelige “aktiviteter”.
Dette hænger også sammen med hjernens belønningssystem. Indtagelse af foder udløser dopamin, som giver en følelse af tilfredsstillelse. Hvis hesten mangler andre former for stimulering, kan den derfor begynde at søge foder hyppigere som en form for selvstimulering.
Manglende aktivering kan føre til øget foderfokus, kedsomhed og i nogle tilfælde udvikling af stereotyp adfærd som krybbebidning eller vævning.
For at reducere denne type “sult” er det vigtigt at øge hestens samlede aktivitetsniveau og mulighed for naturlig adfærd:
Når hesten får mulighed for at udfolde sin naturlige adfærd, vil fokus på foder ofte falde, og mæthedsfornemmelsen opleves som mere stabil.
Selvom det er normalt, at heste søger foder, er der situationer, hvor konstant sult bør tages alvorligt.
Hvis hesten:
bør du overveje at få den vurderet af en fagperson. I nogle tilfælde kan der være underliggende årsager som tandproblemer, maveudfordringer eller stofskifteproblemer.
Hestens mæthed er tæt knyttet til dens natur som græssende dyr. Det handler ikke kun om energi, men i høj grad om fibermængde, tyggetid, protein og kontinuitet i fodringen.
Hvis en hest virker konstant sulten, er det ofte et tegn på, at noget i fodringen eller managementet ikke understøtter dens naturlige behov.
Ved at fokusere på tilstrækkeligt grovfoder med analyse, længere ædetid og en stabil fodringsrutine kan du i de fleste tilfælde skabe en mere rolig, tilfreds og velfungerende hest.
Det er ikke kun en fordel for hestens trivsel – men også for dens sundhed og præstation på længere sigt.
Er du i tvivl om, hvordan du hjælper din konstant sultne hest, så kontakt din lokale konsulent for nærmere vejledning.
Du kontakter os enten direkte eller udfylder vores foderplansskema på hjemmesiden, så vender vi tilbage hurtigst muligt.
Bamford N.J., Potter S.J., Baskerville C.L., Harris P.A., Bailey R.S. (2019). Influence of dietary restriction and low-intensity exercise on weight loss and insulin sensitivity in obese equids. Journal of Veterinary Internal Medicine. 33: 280-286
Hanis F., Lim Teik Chung E., Kamalludin H.M., Idrus Z. (2020). Discovering the relationship between dietary nutrients and cortisol and ghrelin hormones in horses exhibiting oral stereotypic behaviors: A review. Journal of Veterinary Behavior. 39: 90-98
Kearns C.F., McKeever K.H., Roegner V., Brady S.M., Malinowski K. (2006). Adiponectin and leptin are related to fat mass in horses. The Veterinary Journal. 172: 460-465
Moore J.L., Siciliano P.D., Pratt-Phillips S.E (2019). Effects of Diet Versus Exercise on Morphometric Measurements, Blood Hormone Concentrations, and Oral Sugar Test Response in Obese Horses. Journal of Equine Veterinary Science, 45:38-45.
St. Hippolyt Nordic A/S
Øgelundvej 7, Blåhøj
DK-7330 Brande
CVR: DK 10026725
IBAN: DK6520005365668681
