0
Forside Artikler Den sunde hov – hvordan ser den ud?

Den sunde hov – hvordan ser den ud?

Mange er nok ikke i tvivl om, hvad en usund hov er!

Skrevet af Maja Knudsen
Opdateret den 1. august 2026

At vurdere en hests sundhedsstatus, som blandt andet fortæller noget om hestens fodring og ernæring, indbefatter også at vurdere hovenes sundhed.

Mange er nok ikke i tvivl om, hvad en usund hov er:

  • Flækket horn
  • Langsom vækst
  • Svært ved at holde skoene på

Men hvad er egentlig en sund hov? Hvordan ser den ud? Hvilke vinkler og hvilken balance skal den sunde hov have? Og ikke mindst, hvordan vurderer du det?

Det er bare nogle af de emner, vi vil komme omkring i dette blogindlæg.

 

Den magiske hov

Flere steder i litteraturen beskrives hoven som magisk, og vi synes faktisk, at det er en god beskrivelse!

Hesten lægger al sin vægt på sine hove, og vi ved alle, at hesten står og går meget og ikke ligger ned i mange timer i døgnet. Hoven skal derfor kunne tåle denne belastning og hjælpe med stødabsorberingen, når hesten bevæger sig.

Hesten skal gerne gå på hovvæggen og strålen og ikke sålen, da netop hovvæggen kan tåle en belastning på mere end 1 ton! Det er vigtigt, at hoven kan absorbere denne vægt, så det ikke går ud over leddene og kroppen længere oppe i hesten – især galop belaster hoven meget!

Samtidig holdes hovvæggen kun på plads af blødt væv og ikke knogle. Det bløde væv virker som velcro og kaldes lameller! Denne struktur er ekstrem stærk og har en ekstrem stor blodgennemstrømning, så vævet konstant kan fornyes med næringsstoffer og affaldsstoffer kan transporteres væk. For at dette kan lade sig gøre, er det vigtigt, at hovens venepumpe fungerer optimalt, da tyngdekraften modvirker blodets vej tilbage op ad benet til hjertet. Venepumpen sidder i hovens stråle og ballepude, som samtidig er med til at hoven absorberer en stor del af kraften fra hestens bevægelse.

Magien virker dog kun, hvis hoven er sund, har den rigtige form og balance, så belastningen rammer hoven på den helt rigtige måde!

 

Hoven i bevægelse

Som udgangspunkt siges det, at hesten står på hele hovranden/hovvæggen, men den lander på hovens dragthjørner og den skubber fra med tåen. Denne bevægelse skal ikke være meget synlig med det blotte øje, da en meget tydelig hæl/tå landing kan indikere, at hesten ikke ønsker at lægge stor kraft ud i det forrest af hoven, typisk en bevægelse som bliver meget udtalt, hvis der opstår problemer i lamelstrukturerne.

Selvom hesten skal lande på dragthjørnerne, skal det med det blotte øje se ud som om, hesten lander på hele hoven på samme tid.

Den vigtige støddæmpning er en kombination af biomekanik, hovens form, og hovens sundhed.

Strålen skal være smidig og elastisk, så den kan udvide sig og ballepuden skal være funktionel. Hvis strålen er usund med fx råd, for tør, for lille eller for klemt, vil den ikke kunne arbejde korrekt. Det gør hesten øm, og hesten vil derfor forsøge at flytte landingen længere frem i hoven. Derved mistes noget af støddæmpningen, og venepumpen bliver mindre effektiv.

Dragthjørnerne, strålen og ballepuden er alt sammen involveret i venepumpen. Denne fungerer korrekt, når hele den bagerste del af hoven kan udvide sig ud mod siden, så strålen får jordkontakt. I denne proces vil hoven også have mulighed for at skubbe jord og hestemøg ud sammen med skadelige bakterier mm. Det fungerer altså også som en naturlig hovrensning.

Når hesten tager vægten fra hoven igen, presses alle strukturerne ind i normal position. Det er netop denne udvidelse og sammentrækning af væv, som får venepumpen til at virke.

Denne proces sørger også for støddæmpningen i hoven.

For at det hele virker optimalt, skal hestens hov have den rette balance.

 

Hovens balance

Hovbalancen handler om, hvordan hesten står og bevæger sig på sine hove – både set fra siden, forfra og bagfra. Når hoven er korrekt balanceret, fordeles hestens vægt jævnt mellem hovens inderside og yderside samt mellem den forreste og bagerste del af hoven.

En god hovbalance sikrer, at belastningen fra hestens bevægelse rammer hovleddet i den rigtige vinkel og kan føres korrekt videre op gennem benet og resten af hestens krop.

 

Vurdering af hoven fra siden

Fra siden kan man blandt andet vurdere hovens balancepunkt. Forestiller man sig en linje mellem tåens og dragtens kontaktpunkt med jorden, bør midtpunktet af denne linje falde ud for den forreste fjerdedel til tredjedel af kronranden. Det svarer omtrent til placeringen af hovleddet.

Hvis balancepunktet ligger for langt fremme eller tilbage, flyttes belastningen tilsvarende bagud eller fremad i hoven. Det kan påvirke hele bevægeapparatet – både når hesten står stille, og når den bevæger sig.

Derudover bør:

  • Kronranden være lige hele vejen rundt
  • Tåvæg og dragtvæg være parallelle i vinklen
  • Tåvæggen være lige uden udposninger eller indsnævringer
  • Tåvinklen typisk ligge mellem 45 og 58 grader

 

Det er dog vigtigt at huske, at tåvinklen aldrig må prioriteres højere end en korrekt tåakse. Heste med f.eks. bløde koder kan have behov for en lidt fladere hovvinkel for at bevare den rette tåakse. Det kan samtidig gøre det sværere for hesten at rulle over tåen, hvilket kan øge belastningen på bevægeapparatet over tid.

 

Vurdering af hoven forfra

Set forfra skal hoven være så symmetrisk som muligt. Inderside og yderside bør ligne hinanden, og hovvæggene skal være lige og skråne let udad.

Hvis hovvæggene bliver for lodrette eller begynder at hælde indad, begrænses hovens naturlige bevægelse under belastning. Det kan blandt andet føre til, at strålen bliver klemt sammen, hvilket reducerer hovens evne til at fungere som støddæmper.

Vær også opmærksom på:

  • At kronranden er lige
  • At kronranden er parallel med jorden set forfra
  • At hovvæggene ikke buer unormalt indad eller udad

Buede hovvægge er ofte svagere og kan gøre det vanskeligere for hoven at fordele belastningen korrekt.

 

Vurdering af hoven bagfra

Bagfra kan det være svært at vurdere hoven, mens den står på jorden. Derfor giver det ofte mere mening at løfte hoven.

Her bør du kigge efter:

  • Symmetriske dragtvægge
  • Baller, der er lige høje og ens i størrelse
  • En strålefure, der ikke fortsætter op mellem ballerne
  • Sundt ballehorn uden dybe sprækker eller furer

Disse strukturer spiller en vigtig rolle for både hovens sundhed og dens evne til at absorbere stød.

 

Vurdering af hoven fra undersiden

Undersiden af hoven giver værdifuld information om både balance og hovkvalitet.

En velafbalanceret hov vil typisk være symmetrisk, hvor højre og venstre halvdel ligner hinanden. Strålen bør være bred, veludviklet og fri for dybe sprækker, og bunden af strålefuren skal kunne ses.

Derudover bør:

  • Dragthjørnerne ligge tilbage ved strålens bredeste punkt
  • Der være god afstand mellem dragthjørnerne
  • Strålen være sund og fyldig
  • Hovens bredeste punkt stemme overens med hovens balancepunkt
    • Dette kan vurderes således: lav en prik ca. 2,5 cm. bag spidsen af strålen, og lav her en streg på tværs af hoven ud for prikken. Stregen skal ramme hovens bredeste sted. Hvis du fortsætter stregen op på siden af hoven, passer det med den streg, vi brugte til at vurdere hovbalancen fra siden.

Har hesten sko på, kan man ofte mærke sig frem til dragthjørnernes placering under skoen.

 

Den individuelle hest

Selvom der foreligger disse retningslinjer for den korrekte balance af den sunde hov, er det vigtigt at tage hensyn til den individuelle hest.

Selvom vi godt kan lide at se på en perfekt hov, og vi tænker, at det giver en perfekt fungerende hest, så skal vi huske, at heste er levende væsner med hver sin individuelle krop, og det vigtigste er derfor, at hestens hove fungerer i bevægelse for den enkelte hest!

Det er heller ikke sikkert, at de to forhove skal være symmetriske, eller at de to baghove skal være det, hvis hesten har forskellige udfordringer.

Det handler om at se det hele i den store sammenhæng og gøre det, som fungerer for den pågældende hest.

 

Sådan vurderer du hoven i praksis

Vil du danne dig et mere præcist billede af hovens sundhed, så start med at kigge systematisk.

Se hesten stå på et plant underlag. Kig derefter på hoven forfra, bagfra, fra indvendig side, fra udvendig side og fra sålfladen.

Spørg dig selv:

  • Ser hovens form harmonisk og funktionel ud?
  • Er tå og dragt i et rimeligt, roligt forhold?
  • Er dragterne lige høje og placeret, så de kan arbejde?
  • Ser strålen sund, bred og aktiv ud?
  • Følger hovens hældning resten af benets linjer?
  • Er der tegn på lang tå, underløbne dragter, indsnævring eller brudt tåakse?

 

Jo flere vinkler du vurderer fra, jo mindre risiko er der for at misforstå, hvad du ser.

Det kan desuden være en god ide at filme din hest i bevægelse med slowmotion funktion på mobiltelefonen. Dette skal igen gøres fra siden, forfra og bagfra, og du kan her vurdere om hoven også fungerer optimalt i bevægelse.

Er du i tvivl om, hvorvidt din hest har den rette hovbalance, så tag en snak med din smed.

Han/hun er netop uddannet til at vurdere dette og til at balancere hoven på ny, hvis den har en ubalance!

 

Hovsundhed starter indefra

Selv den bedste beskæring kan ikke kompensere for dårlig hornkvalitet.

Hovens horn dannes indefra og kræver:

  • Tilstrækkeligt protein af høj kvalitet
  • Biotin
  • Zink
  • Kobber
  • Svovlholdige aminosyrer
  • En velfungerende fordøjelse

 

Du kan læse mere herom i dette blogindlæg!

 

Som fodringsspecialister ved vi, at stærke hove bygges gennem en kombination af korrekt ernæring, passende motion, godt miljø og regelmæssig hovpleje.

En sund hov er derfor ikke blot et resultat af beskæring eller beslag. Det er summen af management, fodring og fagligt korrekt hovpleje.

 

Er du i tvivl om, hvordan din hest opnår gode og sunde hove, så kontakt gerne din lokale konsulent for nærmere vejledning.

Du kontakter enten konsulenten direkte, eller udfylder vores foderplansskema på hjemmesiden, så vender vi tilbage hurtigst muligt.

 

Kilder

https://www.uanvendelig.dk/spillet-i-hoven/

https://www.landbrugsinfo.dk/public/3/4/f/heste_vurdering_heste_form_funktion#Uden_en_sund_hov_ingen_sund_hest

https://www.ft.dk/samling/20161/lovforslag/l45/bilag/11/1711744.pdf

https://hestens-vaern.dk/hovens-funktion/

Del denne artikel
Skrevet af

Maja Knudsen

Relaterede artikler

Akut ømme hove hos heste

Akut ømme hove hos heste

Når en hest pludselig bliver markant øm på flere hove samtidig, typisk forhovene, bør du dog være særligt opmærksom.

Hurtig afsendelse

Tilsendt indenfor 1-3 dage

Fri fragt

Ved køb over 1.500,-

Gratis foderrådgivning

Kontakt os på 7026 5344

Hurtig, nem og sikker betaling

Få den seneste viden, vejledning og nyheder fra St. Hippolyt

Modtag den seneste viden i forskning af hesteernæring og vejledning til fodring af hesten året rundt. Få også nyheder fra St. Hippolyt sortimentet.

St. Hippolyt

St. Hippolyt Nordic A/S
Øgelundvej 7, Blåhøj
DK-7330 Brande

CVR: DK 10026725
IBAN: DK6520005365668681

hippolyt@hippolyt.dk
+45 7020 5344

Indkøbskurv
Din indkøbskurv er tomTilbage til shoppen
Måske også noget for dig?

Filtrer efter

Hest