At dykke ned i sammensætningen af hestefoder synes vi altid er megaspændende!
Der snakkes tit om vitaminer/mineraler og grovfoder til heste, som det helt basale, men en masse andre ingredienser har også meget stor effekt på hestene. Effekter som kan være afgørende for deres trivsel og velvære.
I dag nørder vi ned i ingredienserne havtornmacerat, magnesium og mangan til heste.
Havtornmacerat
Havtornmacerat er en af de nyere råvarer, som vi er begyndt at arbejde med.
Hvis du har en hest med en sensitiv maveslimhinde, især i den nederste del af maven, er råvaren meget relevant at have med i foderplanen.
Havtornmacerat er knuste havtornbær, der har et højt indhold af stoffer, som bidrager til vedligeholdelsen af maveslimhinden.
Bærrenes frugtkød indeholder olie, der er rig på carotenoider og forskellige typer flerumættede fedtsyrer. Bærrene har desuden et højt indhold af værdifulde phytonæringsstoffer som plantesteroler, flavonoider og polyphenoler.
Disse stoffer hører under de vigtige sekundære plantestoffer, og de bidrager til på forskellige måder at beskytte kroppen og dens celler og styrke immunforsvaret.
I 2012 blev der foretaget et forsøg om, hvad havtornmacerat kunne gøre for maveslimhinden hos heste udsat for fodringsstress.
Hestene indgik i et crossover-forsøg, hvor de blev deres egen kontrol. Dvs. de blev udsat for forsøget to gange. Der blev undersøgt maveslimhindeskader i den hvide og den røde del af maven. Antal og alvorlighed blev registeret ved start, 4 uger efter indkøringsfodringen og igen 1 uge efter selve fodringsstressen.
Forsøget viste, at heste der var fodret med havtornmacerat havde signifikant lavere forekomst af irritation på slimhinden i den røde del af mavesækken.
Havtornmacerat finder du i GastroIntestinal, Gastro Relief Beet og Gastro Relief Oil.
Magnesium
Magnesium er egentlig ikke en råvare, som er opført i foderets sammensætning. Men magnesium er et livsvigtigt mineral, som hesten ikke selv kan danne og derfor skal have tilført i foderet.
Magnesium indgår i mange processer i hestens krop, i op til 300 forskellige enzymer. Magnesium er især vigtigt for muskelstofskiftet, energistofskiftet og knoglerne.
60% af kroppens magnesiumindhold befinder sig i knoglerne, hvor kun 30% er tilgængeligt for stofskiftet.
Magnesium arbejder sammen med calcium i nerveforbindelser og muskelsammentrækninger. Magnesiums rolle i muskelarbejde er at få musklen til at slappe af efter calcium har bedt musklen om at trække sig sammen. Derfor kan heste få muskelspasmer, hvis hesten får for lidt magnesium i diæten. De to mineraler skal helst tildeles i en balance på 2,5:1 – 3:1 calcium til magnesium.
I hestens blod findes kun 1 % af hestens magnesium, og derfor kan en blodprøve ikke fastslå, om hesten mangler magnesium eller ej.
Man mener desuden, at magnesium kan spille en rolle i insulinresistens. Der mangler dog fortsat forskning på området. Men forskere har fundet ud af, at magnesiumniveaet i blodet stiger efter et måltid med sukker/stivelse, hvilket indikerer, at magnesium er involveret i insulins funktion.
Magnesium findes i mange forskellige foderråvarer og kan yderligere tildeles som uorganiske forbindelser (magnesiumsulfat eller magnesiumoxid), organiske forbindelser (chelateret magnesium) og liposomal bundet. Der er forskellige absorptionsprocenter på de enkelte magnesiumformer, og der kan både være fordele og ulemper.
Mangan
Mangan er også et mineral og ikke en råvare. Det er ikke nær så meget omtalt som magnesium, men det har stadig en stor betydning for hesten!
Mangan har særlig stor betydning for knogleudvikling og omsætning af kulhydrat og fedt. Og det skal bruges til at danne chondroitin-sulfat, som er vigtig for hestens brusk! Men mangan kræves også for at antioxidanten superoxid dismutase virker. Den beskytter cellerne mod oxidativt stress.
Det betyder, at en mangel på mangan kan give symptomer på vækstforstyrrelser og haltheder hos unge heste! Men muskelstofskiftet kan også reagere negativt på manganmangel, især hvis hesten allerede har en muskel-genfejl.
En 500 kg hest har brug for ca. 400-500 mg mangan om dagen Behovet dækkes typisk via hestens grovfoder, som i gennemsnitlig indeholder 40-140 mg pr. kg TS. Derfor ses det kun sjældent, at heste mangler mangan.
Det er vigtigt, at du ikke tænker, at enkelte ingredienser/næringsstoffer kan gøre forskellen for din hest. Det er vigtigt at fodre hesten balanceret, så forskellige ingredienser understøtter hinanden korrekt i de rigtige mængder. Det er derfor, vi har sammensat produkterne med et bredt udvalg af ingredienser, som er nøje udvalgt og afstemt efter produktets effekt hos din hest.
Er du i tvivl om, hvordan du bedst muligt understøtter din hest, så kontakt os gerne for en nærmere snak om fodringen af din hest.
Du tager blot fat i din lokale konsulent eller udfylder vores foderplansskema på hjemmesiden. Så kontakter vi dig indenfor en uge.
Kilder
https://ker.com/equinews/importance-magnesium-horse-diets/ (sidst besøgt 09 2024)
https://feedxl.com/36-which-form-of-magnesium-is-best/?fbclid=IwAR3nv5Dg1rEJLDExLY-BXRjGykmcLTc004-p2ZVS31zGktsPnPICnLVmkAE (sidst besøgt 09 2024)
https://www.eurofins-agro.com/en/manganese-horses (sidst besøgt 09 2024)
https://madbarn.com/videos/manganese-for-horses-uses-signs-of-deficiency-requirements-equine-nutrition/?srsltid=AfmBOoq4d6fgcqnihPfooWFMkuatEu_3WHQSvd8dLNwpagxxXuSHYoOw (sidst besøgt 09 2024)
https://thehorse.com/19871/trace-mineral-basics-manganese/ (sidst besøgt 09 2024)