Leveren

Af Jórun Sumberg-Olsen, dyrlæge med. vet.
St. Hippolyt Danmark A/S


Leveren er kroppens største kirtel, der er et organ, som danner og udskiller enzymer og andet til kroppen. Den er samtidig kroppens kemiværksted, der både danner og nedbryder livsvigtige stoffer, og som nedbryder og udskiller affaldsstoffer, kropsfremmede stoffer og toksiner fra tarmkanalen. Toksiner i tarmkanalen kan både stamme fra skadelige bakterier og svampe og fra giftige planter (fx brandbæger, smørblomst, eg/agern, taks, thuja mfl.).

Leverens funktion

Leveren danner og frigiver stoffer til brug for kroppens opbygning og vedligehold, fordøjelsesfremmende stoffer (galde), den afgifter affaldsstoffer fra stofskiftet, ligesom den udrenser toksiner fra tarmkanalen.

I leveren dannes normalt vigtige næringsstoffer til vedligehold af blodets funktion. En vigtig del af kulhydrat- og proteinstofskiftet foregår i leveren, både dannelse og nedbrydning. Ligeledes dannes vitaminer, og mineraler optages og lagres. Leveren er også ansvarlig for dannelse af galde, som er en vigtig faktor for fordøjelse og optagelse af fedtstoffer.

Leveren nedbryder stofskifteprodukter og frie radikaler, så de kan udskilles til blodet gennem nyrerne eller til tarmkanalen. Og den nedbryder og afgifter toksiner og sørger for, at de bliver udskilt. Kropsfremmede stoffer som fx medicin og kemikalier bliver også nedbrudt i leveren.

Leverens vigtigste funktioner

Lagre og regulere næringsstoffer:

Lagre og regulere næringsstoffer (sikre et jævnt niveau af druesukker i blodet), lagre næring (først og fremmest sukker, vitaminer og jern)

 

Producere og omdanne vigtige stoffer:

Producere blodproteiner (f.eks. koaguleringsfaktorer), omdanne fedt og proteiner ved sult, producere galde (bruges ved fordøjelsen af fedtstoffer), omdanne A- og D-vitamin til aktiv form, producere kreatinin (fungerer som musklernes "energi-batteri"), producere nitrogenbaser (= aminosyrer, som er byggesten i DNA)

 

Uskadeliggøre gifte og affald:

Ødelægge eller uskadeliggøre giftstoffer, lægemidler og andre kropsfremmede stoffer, ødelægge hormoner, når de har fuldført deres opgave, eliminere bilirubin (affaldsstof fra gamle, røde blodlegemer), omdanne ammoniak, som dannes i kroppen, til urinstof, omdanne mælkesyre, som dannes i musklerne, til druesukker.
 

 

Når der opstår problemer

En god leverfunktion er derfor uhyre vigtig for hele organismen. Leveren har en del overskydende kapacitet, og derfor opdager man ikke så let, når leverfunktionen er påvirket. Symptomerne er som regel uspecifikke, men hesten vil typisk være mere stille og til tider virke træt. Efterhånden kan dens appetit blive dårligere, og pelsen kan blive mat og kedelig. Senere vil også immunsystemet være påvirket, der kan være hudproblemer, og muskulaturen kan give problemer. Også hævede ben kan være tegn på, at leveren ikke fungerer optimalt.

Når der opstår inflammation i leveren er det en betændelsestilstand, som vil påvirke leverens funktion, så galdevejene belastes, og der kan dannes galdesten. Når galden ikke flyder godt nok, vil der opstå forstyrrelser i næringsoptagelsen, og hestens appetit vil blive påvirket. I værste fald kan galdefarvestoffer ophobe sig i blodet, og slimhinderne kan blive gule eller gulgrønne.

Den leversyge hest har svært ved at optage og udnytte energien fra foderet, og derfor tærer den af sine kropsreserver. Det er en yderligere belastning for leveren, som kan ende med at mobilisere fedt fra kroppen til leveren i forsøg på at danne energi. Dette fører til dannelse af fedtlever, og når først hesten har fået fedtlever er den meget svær at redde.

Hvordan opdages problemet?

Ved beskadigelse af levercellerne frigives der leverenzymer til blodet, og vi kan påvise forhøjede levertal ALP (alkalisk fosfatase), GGT (gamma-glutamyl-transpeptidase) og Alat (alanin aminotransferase) i blodet. Er det kommet så vidt, kan det være svært – men ikke altid umuligt - at få hesten på ret køl igen.

Genopretning af leverens funktion på flere fronter

Først og fremmest må man bringe forstyrrelsen af tarmfloraen (dysbiosen) til ophør. Dvs. fodre efter at forbedre tarmfloraen ved at tilføre næringsstoffer, der fremmer den gode tarmflora, og give udrensende foder, der kan rense de dysbiosefremkaldende toksiner fra bakterier og svampe ud i tarmkanalen. Dernæst må der sættes ind med en lever- og nyreaflastende diæt, hvor man giver letfordøjelige kulhydrater og proteiner i afmålt mængde og med et afbalanceret vitamin- og mineralindhold. Endelig må der tilføres næringsstoffer til regenerering og genopbygning af leveren og dens enzymer. Er der tale om toxiner fra planter stammende fra marken eller fra grovfoderet, må dette straks elimineres.

Styrke tarmfloraen
Tarmfloraen ”fodres” med letfordøjelige fibre, langkædede frugtsukkertyper, gærkultur, aminosyrer, mineraler, B-vitaminer og andet, som er nødvendig føde for den gode tarmflora.

Som grovfoder bruges hø. Wrap bør undgås, da det ofte har et højt indhold af histamin og kan være belastet af bakterier som clostridier.

Urter til leverfunktionen

Ekstra støtte til leverfunktionen kan opnås ved brug af specifikke urter. Fedtophobning i leveren frigives ved hjælp af artiskok, som også fremmer galdedannelsen. Inflammation i lever og galdeveje behandles med gurkemeje, og Marietidsel hjælper med afgiftning og gendannelsen af levercellerne. Gyldenris øger udskillelsen over nyrerne og er vanddrivende. Når leverens funktion stimuleres, opnås en afgiftning. Vand er vigtigt for at sikre udskillelse, og de vanddrivende urter kan dermed stimulere denne udskillelse. I tarmkanalen kan sugende fibre medvirke til at ”fange” de udskilte giftstoffer og føre dem ud af tarmen, uden at de udretter skade og ikke genoptages i blodbanen.


Letfordøjelige proteiner

Sammensætning og mængde af aminosyrer er vigtig, især de essentielle lysin og methionin, samt tryptofan og phenylalanin. Desuden er det vigtigt med letfordøjelig energi i form af kulhydrater og letfordøjelige fibre, så hesten får tilført energi, og fedtnedbrydningen derved kan stoppes.


Udsigterne

Leverskader kan være meget svære at have med at gøre, og de tager tid, hvilket er hårdt for hestens almenbefindende. Derfor er det vigtigt at regulere fodringen og sætte ind med de livsvigtige næringsstoffer og urter i forsøg på hurtigst muligt at hjælpe hesten godt igennem.
 

 

Kontakt