Kulhydrater

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Kulhydrater er en fælles betegnelse for sukker, stivelse og fibre, som alle findes i hestens foder, men har forskellig nedbrydelighed. I hestens naturlige kost, der frem for alt består af græsarter, udgør fibre den største del af kulhydraterne. I hestefoder inddeler man ofte kulhydraterne efter, hvor de nedbrydes i hesten og hovedsageligt i to hovedgrupper: hydrolyserbare og fermenterbare kulhydrater.

Hydrolyserbare kulhydrater er dem, som hestens egne enzymer nedbryder og er i princippet alt sukker samt en del stivelse. Stivelse er lange kæder af glukosemolekyler med forskellige bindinger. Nogle af bindingerne kan nedbrydes af hestens eget enzym, amylase, mens andre er resistente over for dette enzym og er derved ikke hydrolyserbare (dvs. hesten ikke selv kan nedbryde det).

Heste har en forholdsvis lav amylase-aktivitet, hvilket betyder, at hvis der fodres med store mængder stivelse på én gang, risikerer man, at ikke al hydrolyserbar stivelse nedbrydes og absorberes, inden maveindholdet når stortarmen. Hvis nedbrydningen af stivelsen sker i stortarmen i stedet for tyndtarmen, vil der dannes mælkesyre, hvilket leder til et surt pH-niveau. I stortarmen er det mikroorganismer, der nedbryder fibrene. Disse mikroorganismer kan dog ikke tåle et surt miljø - lavt pH-niveau - og de vil derfor svækkes og dø med heraf følgende risiko for kolik og forfangenhed.

De nedbrudte og hydrolyserbare kulhydrater optages af hesten som glukose og kan anvendes som direkte energikilde eller lagres i musklerne som glykogen, som er hestens reservelager af glukose.
Fermenterbare kulhydrater kan ikke nedbrydes af hestens egne enzymer. De nedbrydes i stedet ved forgæring af mikroorganismer i hestens stortarm, hvorved der danner flygtige fedtsyrer (VFA), som hesten senere anvender som energikilde. Fermenterbare kulhydrater er fibre, stivelse, som ikke er hydrolyserbart, og fruktaner. De forskellige kulhydrater har forskellig fermenteringstid alt efter hvilke flygtige fedtsyrer, der dannes ved forgæringen.

Det tager længst tid at forgære uopløselige fibre, herunder cellulose og hemicellulose, hvor der ved forgæringen fortrinsvis dannes eddikesyre og smørsyre. De fibre, der fermenteres hurtigster resistent stivelse, fruktaner samt de hydrolyserbare kulhydrater, der eventuelt ikke nåede at blive optaget i tyndtarmen. Her dannes der fortrinsvist mælkesyre. Opløselige fibre, bl.a. pektiner og β-glukaner, har en gennemsnitlig fermenteringstid, hvor der dannes propionsyre og eddikesyre.

De forskellige fedtsyrer omsættes i hestens krop gennem forskellige metaboliske processer. Gennem glukoneogenesen omdannes propionsyre til glukose, mens eddikesyre er et substrat for fedtsyrer. Hos heste, der kun fodres med grovfoder, er fordelingen ca. 74% eddikesyre, 17% propionsyre, 6% smørsyre og 3% andre flygtige fedtsyrer (VFA). Hvis mængden af kornprodukter i foderrationen øges, mindskes andelen af eddikesyre, samtidig med at andelen af propion- og mælkesyre øges. Der findes enkelte kulhydrater, som ikke kan nedbrydes, herunder lignin (også kaldet træstof). Ingen mikroorganismer kan nedbryde dette stof, der findes i relativt stor mængde i halm samt en større andel i modent end i ungt græs.

Sammenlignet med fedtsyrer giver glukose (fra blodet eller fra lagre i form af glykogen) energi til musklerne omtrent dobbelt så hurtigt som fedtsyrer via aerobt muskelarbejde. Når heste udfører hårdt arbejde, fodres der derfor oftest med stivelsesrige kraftfodertyper sammenlignet med heste, som laver mindre hårdt arbejde. Hos nogen heste kan det lagrede glykogen give problemer med blandt andet nyreslag. Til disse heste er det vigtigt, at man har en mere fedt- og fiberbaseret foderration for at mindske glykogenlagringen i musklerne.

Når et foderskifte sker, ændres mikrofloraen i stortarmen, idet mikroorganismer, der kan tilpasse sig til det nye foder, forøges, og dem, som ikke trives, dør. For at gøre skiftet fra et foder til et andet så skånsomt som muligt, er det nødvendigt at gøre det over en længere periode. Jo større en mængde foder som ændres, jo længere tid kræver omstillingen. Man må ikke glemme, at foderskifte mellem forskellige grovfodertyper også er en stor omstilling for mikrofloraen i tarmen, og også dette skal derfor ske gradvist for at undgå forstyrrelser i stortarmen med f. eks. kolik som følge.

Hesten er tilpasset en kulhydratrig kost, men der er stor forskel på kulhydrater, og hvor de nedbrydes i kroppen. Det, som hesten er bedst tilpasset til, er kulhydrater i form af fibre og enkle sukkerarter, som græs indeholder. Heste har også mulighed for at nedbryde stivelse, men dog i en mindre mængde og alt efter stivelsens egenskaber.

Anbefalinger omkring den maksimale stivelsesmængde pr. måltid tager ikke hensyn til variationerne på de forskellige stivelsemolekylers nedbrydelighed, eller om stivelsen er behandlet for at øge nedbrydeligheden.

Det er muligt at sammenligne stivelsesindholdet mellem forskellige fodermidler, men man skal huske på, at der er flere faktorer end bare mængden, som afgør, hvor og hvordan det kommer til at påvirke hesten.

 

 

 

Kontakt