Tania Højvang Jensen

Lige fra jeg var helt lille og sad i barnevognen har min interesse og mit fokus været heste. Så meget at mit første ord var "hest" og ikke mor. Allerede da jeg var 4 år, fik jeg lov at gå til ridning og elskede det, med alt der nu hørte sig til. Bare det at få lov at være med og muge en hesteboks var i min verden helt fantastisk. Jeg mugede faktisk gerne en hel stald for at få lov at være med til én springtime, én gang om ugen.

 

At jeg endte ud med islandske heste er helt tilfældigt. Jeg er fascineret af alle slags heste, men da mine naboer havde islandske heste, som jeg fik lov at ride, åbnede der sig en dør og en mulighed for at være med hestene næsten lige så tit, jeg havde lyst.

 

Jeg tror, det der som barn fascinerede mig ved heste, var det rolige sind og den store arbejdsvilje som dyret havde. Min veninde og jeg var ikke særlig gamle da vi selv fik lov at hente hestene, sadle dem og ride tur. Og uanset, hvor lidt styr vi havde på dem, og hvor stærkt det gik, kom vi altid sikkert hjem. Jeg husker den første islandske hest, jeg fik lov at ride, var naboens gamle Fengur. Jeg elskede ham. Han var det sødeste og rareste dyr, og jeg stolede 100% på ham, selvom turene vist som ofte startede i grissepas og endte i flyvende pas på vej hjem, fordi jeg ikke kunne stoppe. Men uanset, hvor dårlig jeg var til at ride, og hvor mange fejl jeg lavede, stod han altid med sine rare, forstående øjne og tog imod mig næste gang.

 

Jeg købte min første hest, som også var en islandsk hest, for alle mine børnepenge, da jeg blev 18 år. Glædir var en lille, musegrå vallak, utilredet, vild, meget sensitiv og så spøgelser over alt. Han var egentlig, set i bakspejlet, lidt farlig og nok en lidt for stor mundfuld, men han havde gode gangarter og en fantastisk udstråling. Desværre var han lidt af det, man kalder en mandagshest, og kom til at fejle alverdens ting. Så han blev aldrig rigtig den konkurrencehest, jeg havde drømt om. Men han lærte mig utrolig meget, specielt om hvordan man håndterer og træner oversensitive heste. Jeg kunne alt med ham til sidst og havde ham hos mig lige til den dag, han skulle væk herfra.

 

Fra jeg var helt lille var min drøm, at jeg kunne leve af at ride og undervise andre. Jeg hørte tit, at det kunne man ikke, så jeg måtte finde på noget andet. Jeg fulgte dog min drøm og fandt ikke på noget andet. Det betyder selvfølgelig også, at hestene ikke længere er en hobby, men udelukkende et erhverv, eller jeg vil hellere kalde det en livsstil. Sporten fylder utrolig meget, dels er det mit ansigt udadtil, men også sjovt og min måde at måle min egen træning på.

 

Jeg har vundet VM to gange og NM to gange i mit liv, så det at gøre det igen og blive verdensmester igen, er mit store mål. Men allerede dengang jeg vandt første gang, var min begrundelse, at jeg ville vinde uden at gå på kompromis med min hests velbefindende. Jeg ville vise verden, det kunne lade sig gøre at være verdens bedste og alligevel komme ud på den anden side med en glad og tillidsfuld hest, der havde lyst til at gøre det for mig igen. Når det er sagt, er det at gå hele vejen og blive verdensmester en lang proces, både for hest og rytter. Mentalt og fysisk skal alting falde i hak. Da jeg i vinter mistede de to heste, jeg havde satset på at ride fremmod VM 2015, gik det op for mig, at jeg ikke kunne styre alt, uanset hvor rigtigt, jeg forsøgte at gøre det hele. Og at man kan sætte sig mange mål og lave mange planer, men ikke altid sætte tid på sine mål og planer.

 

Målet er derfor nu at blive den bedste udgave af sig selv. Det vil sige, at ride hver hest optimalt og op til det niveau, den er på lige nu og så forbedre den og udvikle den mentalt og fysisk uden at gå på kompromis med dens velbefindende! Når tiden, hesten og jeg, er klar er, det så igen at blive verdensmester.

 

For mig er det alfa omega, at hestene fodres rigtigt. Det er både set i forhold til deres sundhed, trivsel, opvækst og præstationer. Fodre man forkert, bliver dyrlægeregningerne større, hestene bliver nemmere stresset, de er svære at få til at præstere, de har måske for lidt energi, ser spøgelser, har dårlig restitution, bygger for lidt muskler og mangler udholdenhed. Alt sammen noget som har utrolig stor betydning for, at hesten kan fungere i hverdagen og på banerne. Derfor er foderet for mig en del af mit "Complete" koncept. Vi kan ikke tro, at hest og/eller rytter kan fungere 100%, hvis ikke de får den rette træning, søvn, føde, har det rigtige udstyr, skoning osv. osv.

 

Foder og tilskudsprodukter fra St. Hippolyt kan gøre utrolige ting. Jeg har set heste med knopper over hele kroppen på størrelse med en 25 øre næsten forsvinde på 14 dages fodring med MicroVital. Jeg har set heste med kløe og eksem, blive helt frie ved godt grundfoder (Hesta Mix) og mineralbooster. Jeg har set topheste vinde VM på et tredje og ekstra gennemløb, fordi de til allersidst alligevel havde den fornødne energi og overskud. Jeg har set triste og stressede heste ændre udtryk og få livsglæden tilbage, fordi deres krop begynder at virke. Og jeg har set mange præstationer blive bedre. I sidste ende handler alt i livet, uanset om det er hverdagen eller præstationer, jo om trivsel, og her kan vi ikke undgå at tale om kost og/eller fodring.

 

Link til Tanias hjemmesiden
www.completecoaching.dk

 

Følg Tanis på hendes Facebook-side
www.facebook.com/tania.h.olsen?ref=ts&fref=ts

Kontakt